Uanmeldt tilsyn d. 1-9 2009
Uanmeldt tilsyn 2009
Østruplund
Aktivitetshuset
Klintebjergvej 75
5450 Otterup
Uanmeldt tilsyn foretaget den 01.09 2009
Tilsynsførende: Socialfaglige konsulenter
- Tilsynets generelle indtryk af tilbuddet.
Tilsynet havde valgt at besøge Aktivitetshuset på Østruplund.
Aktivitetshuset er beskyttet beskæftigelse for voksne psykisk og fysisk udviklingshæmmede og til såvel interne som eksterne brugere. Til de eksterne brugere er der kørselsordning. De interne brugere, der har behov for beskæftigelse uden for Østruplund, bliver tilbudt dette.
Aktivitetshusets administration har til huse i kælderen på Østruplund. Foruden administrationen er der i kælderen også kreativt værksted, netcafé, kantine, vaskeri, kontorer m.m. Lokalerne er forsøgt gjort hyggelige og praktiske, men bærer præg af dels at være kælderlokaler, dels at være gamle og utidssvarende og ikke hensigtsmæssige til formålet.
Aktivitetshuset består at et ude- og et indehold, og brugerne vælger sig på et hold for 6 måneder af gangen. Derudover er der mulighed for at vælge sig på andre aktiviteter som f. eks. kreativt værksted, idræt og træværksted.
Udeholdet beskæftiger sig med pasning og fodring af dyr, reparation og vedligehold af drivhus og værkstedsbygninger, vedligehold af det store udendørsareal, reparation og vedligehold af maskinpark, gartneri m.m. Er man på udeholdet er der også mulighed for at arbejde med forskellige montageopgaver i huset eller deltage i montagearbejder på virksomheder i næromådet.
Indeholdet beskæftiger sig med forskellige pedelopgaver, mindre byggeprojekter samt forefaldende praktisk arbejde. Kantinen hører også under indeholdet, og i kantinen laves der både kold og varm mad, der bliver rettet an, ryddet af, vasket op osv. Rengøring af kælderen hører under indeholdet, og derudover gør de rent de steder, hvor rengøringsselskabet ikke når at komme. Vaskeriet er også en af indeholdets arbejdsopgaver, og her sorteres, vaskes og lægges tøj sammen for beboerne på Østruplund.
Enkelte af brugerne i aktivitetsafdelingen er i praktik hos eksterne samarbejdspartnere.
Der er 2 former for beskæftigelse: Lønnet og ulønnet
Lønnet beskæftigelse er aktiviteter, som er til fælles gavn og glæde: Montage, båd, vaskeri-, pedel- og kantinearbejde, og på de 12 tdr. land, man råder over, arbejdes der med gartneri, skovdrift, havearbejde og dyrehold. Arbejdstid kl. 8.30 – kl. 14.30.
Ulønnet beskæftigelse har karakter af fritidsbeskæftigelse og foregår så vidt muligt efter kl. 12.30 samt i weekenderne: Bowling, musik, gokart, svømning, avis, fiskeri, træværksted, skole, café m.m.
Under besigtigelse af udendørsarealerne, der udgør 12 tønder land, bemærkede tilsynet, at det flere steder var ved at gro til, og at der manglede en del vedligehold af arealerne. Dette blev bekræftet af afdelingslederen, der fortalte, at det kan være svært at motivere en del af brugerne til praktisk arbejde, da deres interesser mere går i retning af EDB, Playstation, gokart m.m. Nogle brugere oplever dog en arbejdsidentitet, når de beskæftiger sig med udendørs praktisk arbejde, og for disse brugere er det vigtig at opretholde disse aktivitetstilbud.
Afdelingslederen fortalte, med baggrund i ovennævnte problematik, at der evt. kunne laves aftale med eksternt gartnerfirma om vedligehold af udendørsare-alerne, så aktivitetshuset kunne frigøre ressourcer til at beskæftige sig med de aktiviteter, brugerne efterspørger.
Ved tilsynets besøg var der opstillet et stort telt på græsplænen, da der i den forgangne weekend have været familiefest med 130 deltagere.
Aktivitetshusets medarbejdere har udarbejdet nyt katalog vedr. beskæftigelse gældende fra oktober 2009 til marts 2010. Brugerne skal vælge hold og beskæftigelse efter kataloget, og indlevere deres ønsker medio september 2009.
- Evt. anbefalinger til kvalitetssikring og – udvikling.
Tilsynet anbefaler, at støjniveauet i kantinen nedbringes. Dette kunne evt. sænkes ved hjælp af støjdæmpende loftplader
- Evt. bemærkninger til rapporten fra forstander og driftschef, som ikke er indarbejdet.
Forstanderen oplyser i mail af 23.09 2009, at der bestilt opmåling af lydisolerende plader, som Østruplund selv vil stå for opsætningen af.
Driftschefen: Ingen.
- Fremsendelsesbemærkning til driftschefen.
Rapporten fremsendes til videre behandling, idet der henvises til ovenstående anbefaling og forstanderens bemærkning hertil under pkt. 3.
Den 13. oktober 2009, JFB.
- Tilsynsbesøgets forløb.
Tilsynet havde valgt at fokusere på aktivitetshuset ved det uanmeldte tilsyn, der varede fra kl. 09.30 – 11.30.
Ved ankomsten henvendte tilsynet sig til forstanderen, og gjorde opmærksom på, at der var uanmeldt tilsyn. Herefter bestod tilsynet i rundvisning og samtale med den konstituerede afdelingsleder for aktivitetshuset.
Samtalen foregik dels under rundvisningen, og dels i kantinen i forbindelse med den fælles formiddagskaffe, hvorunder tilsynet også mødte, og talte med, en del af brugerne.
Det var under formiddagskaffen, tilsynet bemærkede det høje støjniveau i kantinen. Dette førte til en drøftelse med afdelingslederen om, hvorvidt det høje støjniveau var konfliktoptrappende. Afdelingslederen fortalte, at nogle brugere havde brug for ro, når de opholdt sig i kantinen, og dette havde man tilgodeset ved at inddrage et andet rum på den anden side af gangen. Dette løser dog ikke problemet med det høje støjniveau, hvorfor vi gennemgik mulighederne for støjsænkning.
- Tilbuddets aktuelle situation.
Aktivitetshuset har plads til 22 interne og 10 eksterne brugere. De interne pladser er altid besat, mens der i øjeblikket er 5 ledige pladser til eksterne brugere.
Der er 4 socialpædagoger, 4 omsorgsmedhjælpere og 1 afdelingsleder fast tilknyttet beskæftigelsen. Desuden deltager der altid 2-3 personaler fra bo-afdelingerne. Personalet runder hver dag af med et personalemøde kl. 14.30 hvor dagens oplevelser og udfordringer gennemgås, ligesom der forberedes til næste arbejdsdag.
I aktivitetshuset arbejdes der, som på Østruplunds boafdelinger, ud fra neuropædagogiske principper.
En af de store udfordringer for personalet i aktivitetshuset er at motivere brugerne til at deltage i det praktiske arbejde. Alle brugerne modtager pension, og det er derfor svært at bruge lønnen som motivationsfaktor.
- Særlige fokuspunkter, herunder status i opfølgning af tilsynets tidligere anbefalinger.
· Medicinhåndtering og opbevaring
· Mødet mellem eksterne og interne brugere
· Vold og magt og håndteringen af dette
Der håndteres og udleveres ikke medicin i aktivitetshuset.
Det frembyder ikke særlige vanskeligheder, at der er både interne og eksterne brugere. Der er et godt sammenhold i hele brugergruppen, og der er ikke egentlige klikedannelser.
Der er meget sjældent vold- og magtsituationer i aktivitetshuset, og når disse opstår, er der en fast procedure for, hvordan det tackles og gribes an. Episoderne tages altid op på det efterfølgende personalemøde.
- Status vedr. interne tilsyn.
Interne tilsyn er afskaffet pr. 01.09 2009
- Bruger/pårørendetilfredshed
De brugere, tilsynet mødte og talte med, udtrykte tilfredshed med at være i aktivitetshuset.
- Andet.
Intet